Organisk Intuitiv Bevægelse

På vej ind i 2020

Hvad betyder et nyt år for dig? 

For mig betyder det en frisk ny start, et opgør med det foregående og ønsket om kærlighed, ro og nærvær både når energien er flyvende og når dage med langsom energi passerer. 

Jeg får det hele på yogamåtten, og det jeg praktiserer på yogamåtten tager jeg mig med ind i hverdagen. Jeg lærer HVER eneste dag.

Jeg underviser i yoga og meditation, vejen til egenomsorg, fordi jeg er sikker på at evnen til at stoppe op og bremse hverdagens strøm af begivenheder, gør at vi med os selv kan blive mere bevidste, og at denne bevidsthed rækker længere ud og giver ekko i det og dem, vi møder på vores vej. 

Der er meget yoga idag, mange muligheder og så vidt jeg er informeret praktiserer 25% af Danmarks befolkning yoga. Lige så mange valgmuligheder du har som yogapraktiserende for at vælge underviser og sted, lige så mange muligheder er der for forskellige oplevelser, og at du finder det rette sted for dig. 

Der findes yogaformer som erklærer sig som det eneste rigtige. Jeg tror ikke det er sådan. Uanset, er vi alle begrænsede af vores viden, både som elever og som undervisere, og ingen kan kende den fulde sandhed, om end denne findes? 

Derfor, uanset, må du til hver en tid være dig selv nærmest. Række ud mod det, du ønsker dig og der hvor du finder dig tilrette. Også om dette måtte betyde fravalg.

Har du endnu ikke været på yogamåtten for første gang, er dette aldrig for sent. Jeg har en ven som stadig praktiserer og underviser, Tao er 101 år! 

Yoga er en kropslig og mental praksis, som både udfordrer og mildner. Men allermest giver den dig evnen til, at komme dig selv nærmere – og det kunne måske være et fantastisk sted at starte 2020. 

Kærlig hilsen og på gensyn i 2020 

Alt godt, Tina